Hermed et lille post fra min side. Håber alle befinder sig vel her i november?! Jeg gør om ikke andet.

Dagene er fløjet af sted, og der har ikke været meget tid til at stoppe op og nyde en tilfældig situation på gaden eller i Zoo for den sags skyld. Men musikken spiller og undertegnede ligeså på guitar!
Det går flyvende, mens jeg har muligheden for det vil jeg lige anbefale et program jeg har haft meget glæde af. Det hedder band2play og er en chord progression player med en fair lydkvalitet og begrænsede, men gode og relevante, muligheder. Man “typer” simpelthen bare de akkorder ind, man gerne vil spille til, og så går det ellers over stok og sten. Tempo og så videre kan selvfølgelig ændres efter behov, ligeså de instrumenter man vil have i sit backing track. Et glimrende program til den overkommelige pris af 75 kroner (9,95 Euro) Tjek Band2play ud. Det er en fyr der hedder Christoph Schröder, der har lavet det. Der er bortset fra det fin support på det. The man himself som man siger

Ellers er der ikke meget at berette, Chet Baker er med på vognen her en stille morgen på kvisten på Østerbro og synger:

“I fall in love too easily
I fall in love too fast
I fall in love too terribly hard
For love to ever last

My heart should be well-schooled
‘Cause I’ve been burned in the past
And still I fall in love too easily
I fall in love too fast”

Det er faeme poesi fra hjertet, ikke så meget pis og for mange dikkedarer! I like!

Men som den opmærksomme allerede har opdaget, så kører det. Jazz, danskvand og smøger!

Over and out!

CH

”Vi starter fra neden og arbejder os op!”

Ikke gode gamle Henry (måske også ham…), men gode gamle Per Højholt ville have elsket denne, turen gennem lyd, lys og inferno, denne herrens lørdag eftermiddag/aften. Jeres ydmyge skribent måtte denne lørdag ligeså arbejde sig gennem en række tåger fra dagen før, en lidt heldig men desværre mere uheldig fredag var gået med en promille på 666. Så det var fra bunden og opad, da undertegnede startede cyklen med Turbo in mente og begav sig mod Amager, en halv-ø som disse dage ikke kan få armene ned til siden af kroppen for bare initiativer. Cykelturen forløb bortset fra det fint!

Amager by night

Jeg havde ingen ide om, hvad kunne vente mig, og da jeg stakåndet og døden nær nærmede mig Nyrnberggade, regnende med ravende folk i hobetal (der var 64 tilmeldte, hvilket må siges at være pænt), var festen ikke gået i gang endnu. Men det skulle vise sig heller ikke ligefrem at være et halbal, der var inviteret til.

Jeg må nok indrømme, at jeg er noget grøn, når det kommer til lydkunst og breakbeats, jeg har åbenbart kun kradset i overfladen med en beskidt negl en sen nat, som jeg alligevel ikke kan huske. Men her kom begrebdannelsesfunktionen til kort overfor navne som Anamorf og Lisbent, samt Otpei, for slet ikke at snakke om DJ Running Man og DJ Chava som rykkede huset uden nåde. En herlig, vidunderlig følelse!

Halbal? Nej, Rave? Nej, Voldsomt Vanvid? Ja, tak!

Efter en burger med twisterfries, en pilsner og to Gammel Dansk var jeg efterhånden klar til at indtage ”rummet” eller ”The void” nærmere, sammen med de stykker der var dukket op: Ingen hanekamme eller refleksbusker, men ganske sobre personligheder, som interesserede og lyttende, tilbagelænede og magelige, begav sig ud på rejse med først Anamorf og Lisbent som tog teten op med slideguitar, delaypedaler og diverse andet maskinel.

Normalt forbinder jeg elektronisk musik med svedende DJ’s og beats i massevis, men her skulle jeg blive klogere på afarterne af elektronisk musik og kultur. Anamorf og Lisbent fortrak ikke en mine, mens de eksperimenterede sig en god times tid gennem diverse sfærer og umuligheder. Savnet og beatliderligheden måtte denne aften tage til takke med et lille ekko, eller mindelser om samme, der kunne lede tankerne og fødderne hen på 4/4. Og alligevel nej! Aktørerne forblev ligeså fraværende og (forstået positivt det er) upassionerede. Men da jeg forhørte mig hos en ved-siden-af-siddende, fik jeg det tørre svar at: ”Det er nok bare genren!” Og så var der ikke mere at tale om der! ”Fint med mig” tænkte jeg i mit tomme indre og fik ild på endnu en cigaret, mens jeg prøvede ihærdigt at finde hoved og hale i vanviddet. Uden held – heldigvis for mig!

Optur over Otpei – senere nedtur, svedtur og cykeltur

Otpei, ja navnet siger jo det hele ikke sandt?! Jeg er sgu ikke klar over, om vi er i Japan eller Ukraine, Google det gider jeg heller ikke, for det kan langt fra være så originalt som det show de leverede denne skønne, af solen så højt beskinnede, lørdag.

Her kom det, beatet, men så siger vi heller ikke mere. Det var lidt lige som juleaften. Kinda!

Men de fyrede den af med rim der ikke rimede, og liveshow som var playback, men med en energi sjældent set mage inden for dette lands rimelige grænser. Go home Crystal Castles, Run DMC, og hvad I nu ellers hedder.

(De mellemliggende kunstnere indtil Dj Running Man, kan jeg desværre ikke sige så meget om, da jeg blev ramt, som med en meget stor forhammer, lige på trynen af en meget stærk joint, der kom til at tage min opmærksomhed et stykke af aftenen.)

Så jeg vil lige sende en sidste hilsen til ingen andre end den løbende mand, som leverede varen, kan man vist roligt sige. For det meste 4 stærke til gulvet, men det i en skøn blanding af heart-, break- og broken-beat. Han kan sgu sit kram den gode Running Man. Kold som doktoren overfor en forestående dissektion. Analytisk og skarp, men med et lurvet smil på læben og nystrøget sweater som altid.

Jeg kørte hjem klokken 01.30, godt og grundig mør efter mange timers underholdning!

Sidst men ikke mindst – få lortet ind på SMK – og igen, nej, lad for fanden være!

Her til sidst kunne jeg godt tænke mig at kigge lidt nærmere på graden af performance versus non-performance. Det teoretiske grundlag har jeg langt fra på plads. Men here goes:

Hvad gør denne aften så speciel, er ikke så meget at den foregik på Amager, mere de lokaler det afholdtes i, men mest den atmosfære af total ikke-prætentiøsitet, der blev lagt for dagen.

Det var sjældent til at skelne mellem, hvem det var der spillede (eller hvad det nu hedder) og hvem der var support og hvem der bare var med… Hvilket var fedt og dejligt, når man er vant til backstage og alt muligt andet fis. Det hele foregik i et åbent rum med glitter og diskokugler.

Jeg fik ideen, at det måtte kunne lade sig gøre, at lave det her som en slags happening eller i den dur. Det vil i sin dejlig korte form sige at tage arrangementet ud af sin vanlige kontekst og smide det ind på et galleri eller optimalt: SMK, som har forsøgt sig med lignende arrangementer og tiltag for et par år tilbage. Men nej, den går nok ikke: Ideen er god, synes jeg selv, at tage en form for non-performance og føre det ind i et på forhånd (for-)givet rum af performativitet, og så se hvad det kunne bringe af nye spændinger. Men igen nej, det skal nok bare være til for dem der så opdager det og så skabe ringe i vandet. En form for udenomsparlamentarisk kultur der finder egne veje. Ikke fordi der som sådan ligger er forskrift, der siger ”Nej, det vil vi ikke! – Det er noget etableret pis!” (eller gør der?) Men fordi, for mig at se, at den skrøbelige enhed og spændstighed kun lige akkurat består i sig selv en aften på Nyrnberggade. Ikke at den ikke kan gentages, men at forføre den til en anden kontekst, hvor det at være på scenen, får en etableret og konnotativ konservatisme påduttet, ikke er ønskeligt – må siges at være et no go – og det med please!

Jeg vil gerne takke hele banden for en god aften, med skæmtende uro og minus orden!

Check Voldsomt Vanvid på Facebook – og hav det pænt, til vi snakkes!

Over and out

Det er lummert på kvisten og telefonkøen til Skyline er helt ude i hampen, men hvad? Jeg nasser (med bevilling) på naboens net og håber på det bedste.

I går gik turen til Riccos kaffebar, Ryesgade, med et par gode venner og man, kan de lave en Cortado? Yes, baby! Det var som når englene (og det’ ikke ventemelodien hos Skyline!) synger og samtidig en let sommerregn falder blidt på eens pande, verden er vidunderlig sådan en dag ved søerne.

Om ikke andet skal Løves Bogcafe lige have lidt røg: Her skal undertegnede starte virksomhedspraktik d. 15.  hvilket bliver en lise af dimensioner. Væk fra Job Visions kolde, kyniske og hjerteløse rammer og ind på cafeen og lave en forhåbentlig lige så god Cortado som hos Ricco!

Ellers er der ikke meget at melde ud herfra den øde krigszone, revolutionen venter på sig, og indre Østerbro er forfærdelig ved middagstide.

Over and out! Ikke mere fredag i dag! 4 days and still counting…

CNM

En lille playlist til dem der tør (Fætter Niels)

Så kom den endelig, fredagen, ikke de store planer for weekenden… Det er skønt!

Dagen starter med en tur gennem parken og så ind på Job Vision, hvor folk sidder og hygger i små grupperinger, snakker om mangt og meget. Man kan høre de små buzzes komme flyvende ud i rummet: “Bzz, Virksomhedspraktik, Bzz, Dagpengeregler, Bzzzzz, Kompetencer” og så videre derud af. Buzz off!  Det her ender med et nervøst sammenbrud! Men hvorom alting er, så har jeg fri om 5 timer.

Så nu er der ikke andet for end at fyre den af med RSF (Right Said Fred red.) og få det bedste ud af dagen.

Ellers kan jeg love jer for at der skal ryges smøger og drikkes kaffe! Ahhhh

God weekend!

Tiden fordrives med lidt tyskertechno i ørerne, rettere Tresor 180, en fed compilation med remixes af store Dj’s og så videre

Uh cha uh cha uh cha… Ich bin in klein Robot!

Jeg holder mig opdateret med hvad der sker på jobmarkedet, og tro mig, der sker ikke meget, men mine vinduer er uvaskede og så videre, så videre.

Kender forresten en der skal giftes i Tel Aviv, tillykke til ham!

Over and out herfra!

Så kom der skub i bloggen igen.

Den har stået lidt stille og hygget sig, men endelig har jeg taget teten op og besluttet at der skal et indlæg op mindst hver 14. dag. (Lad os nu se)
Om ikke andet er jeg i gang med mit andet (!) aktiveringsforløb, denne gang hos Job Vision, Nørrebro, hvilket kører fornuftigt og ad hoc som man siger. Mange bolde i luften som man også hører rundt om på gangene i løbet af en dag på ydre Nørrebro.

Navnet er Henriksen, Christian Henriksen, at your service!

Efter en veloverstået lang weekend med Distortion hærgende rundt i gaderne (ikke at det blev til så meget for mit vedkommende) tænder jeg computeren og tjekker de seneste updates fra venner og bekendte rundt om i det ganske danske sommerland. Og minsandten om der ikke er en der har den (og det i positiv forstand) frækhed at smide Den Gale Pose med Szhirley og Natasja op på FB. Det må lige afbryde Spurven et øjeblik. Flere Ho’s 

Ahh, Westcoast på danske flasker: funky bass lines og kælen vokal tvinger ærmet over panden og en rystende hånd til lige at give kaffen et ekstra stirrr. 1996 var året.

Men nu skal det jo ikke handle om burning hot California nights, da de må afholdes på et kvistkammer i Østerbros intetsigende ambassadekvarterer tidlig morgen, men udsigten mine herskaber: torden og lynild og skyerne, skyerne der bare driver forbi. Dem elsker jeg – også.

Tiden fordrives med Edith P, Oscar P, Charlie P, Art B og John C blandt mange andre i varmens ubønhørlige søvnløshed, og nu også Den Gale, blogs om jazz og tilfældige ture til vandet med venner. Fortvivl ej mine kære, det går glimrende, juni er min yndlingsmåned og træerne står grønne. Og det er kun begyndelsen, jazzfestivalen venter forude, de mange nætter i ulvetimen på en greazy bar – velvidende at man igen skal forfølges når solen rammer byens tage. Tobakståger og tørre host på gadehjørner, velkommen danske sommer. Der er ikke meget blues over dig, selvom jeg sagtens kunne drømme mig væk til fjernere himmelstrøg, O Paris, O Roma – og så videre.

Men det er langt fra nødvendigt, nu jeg har dig i min favn. Jeg ved vi kan, og jeg ved at vi skal: Sushi i det grønne og helt op i det røde, trætte ved det blå og rage gennem det orange og gule, mens det hvide smelter ned over fingrene og man bliver helt klistret men griner og er ligeglad, for det er sommer og verden venter på ingen.