VOLDSOMT VANVID PÅ KLUB NYRNBERG

”Vi starter fra neden og arbejder os op!”

Ikke gode gamle Henry (måske også ham…), men gode gamle Per Højholt ville have elsket denne, turen gennem lyd, lys og inferno, denne herrens lørdag eftermiddag/aften. Jeres ydmyge skribent måtte denne lørdag ligeså arbejde sig gennem en række tåger fra dagen før, en lidt heldig men desværre mere uheldig fredag var gået med en promille på 666. Så det var fra bunden og opad, da undertegnede startede cyklen med Turbo in mente og begav sig mod Amager, en halv-ø som disse dage ikke kan få armene ned til siden af kroppen for bare initiativer. Cykelturen forløb bortset fra det fint!

Amager by night

 

Jeg havde ingen ide om, hvad kunne vente mig, og da jeg stakåndet og døden nær nærmede mig Nyrnberggade, regnende med ravende folk i hobetal (der var 64 tilmeldte, hvilket må siges at være pænt), var festen ikke gået i gang endnu. Men det skulle vise sig heller ikke ligefrem at være et halbal, der var inviteret til.

Jeg må nok indrømme, at jeg er noget grøn, når det kommer til lydkunst og breakbeats, jeg har åbenbart kun kradset i overfladen med en beskidt negl en sen nat, som jeg alligevel ikke kan huske. Men her kom begrebdannelsesfunktionen til kort overfor navne som Anamorf og Lisbent, samt Otpei, for slet ikke at snakke om DJ Running Man og DJ Chava som rykkede huset uden nåde. En herlig, vidunderlig følelse!

Halbal? Nej, Rave? Nej, Voldsomt Vanvid? Ja, tak!

 

Efter en burger med twisterfries, en pilsner og to Gammel Dansk var jeg efterhånden klar til at indtage ”rummet” eller ”The void” nærmere, sammen med de stykker der var dukket op: Ingen hanekamme eller refleksbusker, men ganske sobre personligheder, som interesserede og lyttende, tilbagelænede og magelige, begav sig ud på rejse med først Anamorf og Lisbent som tog teten op med slideguitar, delaypedaler og diverse andet maskinel.

Normalt forbinder jeg elektronisk musik med svedende DJ’s og beats i massevis, men her skulle jeg blive klogere på afarterne af elektronisk musik og kultur. Anamorf og Lisbent fortrak ikke en mine, mens de eksperimenterede sig en god times tid gennem diverse sfærer og umuligheder. Savnet og beatliderligheden måtte denne aften tage til takke med et lille ekko, eller mindelser om samme, der kunne lede tankerne og fødderne hen på 4/4. Og alligevel nej! Aktørerne forblev ligeså fraværende og (forstået positivt det er) upassionerede. Men da jeg forhørte mig hos en ved-siden-af-siddende, fik jeg det tørre svar at: ”Det er nok bare genren!” Og så var der ikke mere at tale om der! ”Fint med mig” tænkte jeg i mit tomme indre og fik ild på endnu en cigaret, mens jeg prøvede ihærdigt at finde hoved og hale i vanviddet. Uden held – heldigvis for mig!

Optur over Otpei – senere nedtur, svedtur og cykeltur

 

Otpei, ja navnet siger jo det hele ikke sandt?! Jeg er sgu ikke klar over, om vi er i Japan eller Ukraine, Google det gider jeg heller ikke, for det kan langt fra være så originalt som det show de leverede denne skønne, af solen så højt beskinnede, lørdag.

Her kom det, beatet, men så siger vi heller ikke mere. Det var lidt lige som juleaften. Kinda!

Men de fyrede den af med rim der ikke rimede, og liveshow som var playback, men med en energi sjældent set mage inden for dette lands rimelige grænser. Go home Crystal Castles, Run DMC, og hvad I nu ellers hedder.

(De mellemliggende kunstnere indtil Dj Running Man, kan jeg desværre ikke sige så meget om, da jeg blev ramt, som med en meget stor forhammer, lige på trynen af en meget stærk joint, der kom til at tage min opmærksomhed et stykke af aftenen.)

Så jeg vil lige sende en sidste hilsen til ingen andre end den løbende mand, som leverede varen, kan man vist roligt sige. For det meste 4 stærke til gulvet, men det i en skøn blanding af heart-, break- og broken-beat. Han kan sgu sit kram den gode Running Man. Kold som doktoren overfor en forestående dissektion. Analytisk og skarp, men med et lurvet smil på læben og nystrøget sweater som altid.

Jeg kørte hjem klokken 01.30, godt og grundig mør efter mange timers underholdning!

Sidst men ikke mindst – få lortet ind på SMK – og igen, nej, lad for fanden være!

Her til sidst kunne jeg godt tænke mig at kigge lidt nærmere på graden af performance versus non-performance. Det teoretiske grundlag har jeg langt fra på plads. Men here goes:

Hvad gør denne aften så speciel, er ikke så meget at den foregik på Amager, mere de lokaler det afholdtes i, men mest den atmosfære af total ikke-prætentiøsitet, der blev lagt for dagen.

Det var sjældent til at skelne mellem, hvem det var der spillede (eller hvad det nu hedder) og hvem der var support og hvem der bare var med… Hvilket var fedt og dejligt, når man er vant til backstage og alt muligt andet fis. Det hele foregik i et åbent rum med glitter og diskokugler.

Jeg fik ideen, at det måtte kunne lade sig gøre, at lave det her som en slags happening eller i den dur. Det vil i sin dejlig korte form sige at tage arrangementet ud af sin vanlige kontekst og smide det ind på et galleri eller optimalt: SMK, som har forsøgt sig med lignende arrangementer og tiltag for et par år tilbage. Men nej, den går nok ikke: Ideen er god, synes jeg selv, at tage en form for non-performance og føre det ind i et på forhånd (for-)givet rum af performativitet, og så se hvad det kunne bringe af nye spændinger. Men igen nej, det skal nok bare være til for dem der så opdager det og så skabe ringe i vandet. En form for udenomsparlamentarisk kultur der finder egne veje. Ikke fordi der som sådan ligger er forskrift, der siger ”Nej, det vil vi ikke! – Det er noget etableret pis!” (eller gør der?) Men fordi, for mig at se, at den skrøbelige enhed og spændstighed kun lige akkurat består i sig selv en aften på Nyrnberggade. Ikke at den ikke kan gentages, men at forføre den til en anden kontekst, hvor det at være på scenen, får en etableret og konnotativ konservatisme påduttet, ikke er ønskeligt – må siges at være et no go – og det med please!

Jeg vil gerne takke hele banden for en god aften, med skæmtende uro og minus orden!

Check Voldsomt Vanvid på Facebook – og hav det pænt, til vi snakkes!

Over and out