La Vie en Rose

La Vie en Rose, på toppen af Østerbro, tidlig sommermorgen.

Efter en veloverstået lang weekend med Distortion hærgende rundt i gaderne (ikke at det blev til så meget for mit vedkommende) tænder jeg computeren og tjekker de seneste updates fra venner og bekendte rundt om i det ganske danske sommerland. Og minsandten om der ikke er en der har den (og det i positiv forstand) frækhed at smide Den Gale Pose med Szhirley og Natasja op på FB. Det må lige afbryde Spurven et øjeblik. Flere Ho’s 

Ahh, Westcoast på danske flasker: funky bass lines og kælen vokal tvinger ærmet over panden og en rystende hånd til lige at give kaffen et ekstra stirrr. 1996 var året.

Men nu skal det jo ikke handle om burning hot California nights, da de må afholdes på et kvistkammer i Østerbros intetsigende ambassadekvarterer tidlig morgen, men udsigten mine herskaber: torden og lynild og skyerne, skyerne der bare driver forbi. Dem elsker jeg – også.

 

Tiden fordrives med Edith P, Oscar P, Charlie P, Art B og John C blandt mange andre i varmens ubønhørlige søvnløshed, og nu også Den Gale, blogs om jazz og tilfældige ture til vandet med venner. Fortvivl ej mine kære, det går glimrende, juni er min yndlingsmåned og træerne står grønne. Og det er kun begyndelsen, jazzfestivalen venter forude, de mange nætter i ulvetimen på en greazy bar – velvidende at man igen skal forfølges når solen rammer byens tage. Tobakståger og tørre host på gadehjørner, velkommen danske sommer. Der er ikke meget blues over dig, selvom jeg sagtens kunne drømme mig væk til fjernere himmelstrøg, O Paris, O Roma – og så videre.

Men det er langt fra nødvendigt, nu jeg har dig i min favn. Jeg ved vi kan, og jeg ved at vi skal: Sushi i det grønne og helt op i det røde, trætte ved det blå og rage gennem det orange og gule, mens det hvide smelter ned over fingrene og man bliver helt klistret men griner og er ligeglad, for det er sommer og verden venter på ingen.